Jens Kristian Andersen, DEN246 rapporterer

2025 udgaven af Finn Gold Cup, verdensmesterskabet, blev afholdt i Cascais, Portugal,  ganske få km fra Europas vestligste punkt. Cascais tilbyder sejlads under forhold hvor 5 sekundmeter regnes for let luft, og 10 sekundmeter vind er normen med tilhørende 2 til 2,5 meter høje Atlanterhavsbølger og noget strøm. Forhold som afspejlede sig i deltagerlisten, hvor kun de store drenge var at finde, hvoraf de 10  var kandidater til at vinde og med yderligere 20 som kunne lave en top 10 placering.

Der var generel enighed om at lå Cascais tættere på central Europa, end de 3000km fra Danmark som det gør, så var der færre stævner og sejlere på Gardasøen. Rob MacMillan, formand for den internationale Finnjolleklub, udtrykte under åbningsceremonien at vinderen af et stævne i Cascais var en sand mester.

En sådan mulighed for at sejle et ikonisk sted kunne jeg ikke lade gå mig forbi, men med mindst 2 dage i transport frem og tilbage, blev valget at leje en båd og lade oplevelsen komme i første række. Det koster stort set det samme at leje en båd som at køre selv i brændstof, men sparer adskillige dage i transport.

Ankom dagen før indmålingen begyndte for at få rigget jollen til og få en tur på vandet for at lære jollen at kende. Hvad der skulle have været en tur på 1 time, blev 3 timer, for forholdene var fantastiske. Legekammerater, 8 sekundmeter luft og store bølger. Så store bølger at man på platlæns i bølgedalen ikke kunne se den opankrede Coaster for bølgetoppen. Lænsefarten i fuld plan, efter et par gode pump var en fest. Godt tilfreds med jollen og et nyt sejl fik jeg jollen målt ind uden problemer den efterfølgende dag.

Mandag var der åbningsceremoni og practice race, så afsted på vandet til en for tidlig start, til topmærket og i havn som traditionen foreskriver. På vej ud til banen langt ude i Atlanterhavet havde der lydt nogle underlige dunk fra forskibet, hvilket viste sig at være en knækket bolt som holder mastefoden på plads. Dette viste sig da jeg slækkede ud, og masten gik meget frem i toppen. Ingen start her, men i havn. Efter lidt løben rundt for at låne værktøj, finde og montere en passende bolt var båden klar igen.

Tirsdag oprinder med mellemluft. Efter en god start går jeg under land og kommer godt til første mærke. Noterer at jollen er meget hurtig under ikke pumpe forhold, og følger fint med. Andet kryds i den 75 minutter lange sejlads ryger der et par både forbi, som jeg dog sejler forbi på lænseren og kommer fint i mål. Der var flere prominente sejlere som fik lavet fratrækkeren allerede på førstedagen, for i et felt af gode sejlere kommer man ikke bare frem. Resten af dagen blev brugt på starttræning, med tiltagende hårdhed i startreglen i den aftagende vind. Dommeren sendte os i land da vinden aftog ganske kraftigt til sidst.

Onsdag oprandt med samme udsigt som dagen før, men med endnu større vindspring især i første sejlads end dagen før. Det eneste jeg kan finde på første kryds er vindhuller, samtidigt med at de høje og skæve bølger gør det svært at holde jollen i gang. Er DFL (Dead Fucking Last) til første mærke, indtil det automatiske mærke flytter sig og gør det svært for to Brasilianere at passere det. Resten af sejladsen bruges på at sejle mig lidt frem i feltet. I denne sejlads får den senere vinder, Esteren Deniss Karpak, en 44. plads. Anden sejlads er med lidt mere vind, men stadig meget svært at finde den rigtige vej og frit spor i det 80 både store felt. Vi er en sejlads bagud i forhold til programmet, men efter mange omstarter og i aftagende vind bliver vi sendt i land.

Torsdag meddeles det at der er 3 sejladser, med target tid på 60 til 70 minutter. Forholdene er 10 sekundmeter, tiltagende over dagen til noget mere, med 2,5 meter skæve Atlanterhavsbølger. Dvs fri pump, og at der skal hænges alt det man kan for at få jollen fremad. Normalt når man sejler i hård vind og efterfølgende ser video og billeder, så ser det ikke ud af så meget som man oplever som sejler. Det er ikke tilfældet her På grund af strøm, de skæve og høje bølger er det svært at holde jollen i gang især på bagbord halse. Den søger i vinden, der er kun halvdelen af vinden i bølgedalen samtidigt med at bølgerne til tider hamrer ind i siden af båden. Der skal, og bliver kæmpet på kryds. Ved topmærket skal der med bestemt hånd faldes af, hægtes på en bølge og så ned af bakke som på en vild hest. Marginalerne for fejl er ganske små, og som de 3 sejladser skrider frem sker er kæntringer selv i den spidse ende af feltet. Surfing/Planing kan hvis jollen sidder ’fast’ på bølgetoppen, startes ved at gå frem i jollen (ikke for langt, for så dykker næsen) trykke ned, og så holde fast og skynde sig tilbage. Bomninger skal koordineres med bølger, surfing, held og lidt mindre vind. En kunst som ikke alle mestrer. Efter 3 sejladser er det meget trætte sejlere som sejler ind, altså dem som ikke har indset deres begrænsning på et tidligere tidspunkt.

Fredag morgen starter med skippermøde, hvor det besluttes at gennemføre 2 sejladser på fuld tid, 75 minutter, og ikke 3 lidt kortere sejladser, selvom vejrudsigten for lørdag ser meget svag ud. Det blæser meget i havnen, og der er lovet meget vind på banen, så de fleste sejlere gemmer sig i havnen indtil allersidst for ikke at bruge for mange kræfter på vandet. På vej ud til banen bliver det vindstille, det stod ikke i vejrudsigten, men efter en times tid bygger vinden op som den skal. Dvs 10 sekundmeter og store bølger. I begge sejladser gælder det om at lave en god start, og så gå mod land. Med 1,7 sømil til topmærket, tager det noget tid at komme dertil, ligesom robotmærket er svær at spotte i de store bølger. En lænser på kanten af overlevelse, og så et langt kryds. Efter meget lang tid undrer jeg mig over at de forreste ikke har nået mærket, eller ser ud til at nærme sig det, så jeg kigger på ret og ser at der er sejlet 52 minutter. Ud i stroppen og afsted igen. Lænseren er igen en fest, bomningen ved mærket inden skæringen til mål laves flot til trods for den kraftige vind, og så i havn godt træt.

Lørdag er der vindstille på begge baneområder, så klokken 4 overrækkes Gold Cup til Deniss Karpak, Estland som er godt foran nummer 2 og 3. Stort tillykke herfra.

Kigger man på feltet, så er der i den friske vind en gruppe på 7 til 10 sejlere som er noget foran, mens resten af feltet fra plads 16 til 60 ligger inden for ganske få bådslængder på såvel kryds som læns. Der sejles fair og i en god atmosfære på såvel vnd som på land. Der snakkes og udveksles historier og erfaringer på tværs af placering i feltet og nationalitet. Vi var der jo alle for primært at opleve at sejle i Cascais vind og bølger. Og der blev ingen skuffet. Billederne taler for sig selv (alle fotos skudt af Robert Deaves) – her link til alle fotos fra Gold Cup.