DM 2016 i Nivå
Ok, det lader vi lige stå et øjeblik!!
Thomas Mørup-Petersen og Christian Gunni, viste under det nu overståede DM 2016, at træning og timer i båden er så mega overvurderet, så alle træningsprincipper i OL klassen skal revurderes.
Det kunne være åbningen på artiklen/referatet fra Finnjolle DM 2016. Men nej, de snyde heldige to sejlere skal ikke have det så let. Dog må vi blot konstatere, at de herrer snød det samlede felt af 33 joller, og med minimal indblanding fra de øvrige både, ledte feltet fra spids.
DM 2016, var året hvor det oplyste selskab satte hinanden stævne på den eksklusive Nordkyst, til tonerne af stilfærdig lounge musik blev båden rigget til, i blændende solskin på stævnets første dag.
Nu kan en Finnjolle jo ikke sejle på de gode intentioner og solskin alene, så i mangel af vind, blev dagen skudt direkte til hjørne, og aftersail blev konverteret til almindelig genfortælling af gamle sømands skråner, stærkt anført og orkestreret af klassen kommende nestor, Jens-Kristian Andersen. J-K-A har sækken fuld af Finnjolle historier, fra da far var ung, og Lasse, Bjørn og Stig var Finn guderne.
Og pludselig, som kaninen op af den høje hat, dukkede Finnnobiliteten den ærværdige Lars Juhl op, og dagens vigtige program, klassens årlige generalforsamling kunne starte.
Via grundig forarbejde, kompetent mødeledelse, og forståelse for vigtigheden af rigelig indtagelse af næring, blev generalforsamlingen inklusiv alle valg afviklet på knap en time.
I den nu aftagende sol, og faldende temperaturer indfandt det oplyste selskab sig i skaffer teltet, her var forventningerne til dagens næring begrænset, da vi jo traditionelt, når det er DFA som betaler, spises af med et eller andet simremad.
Men pludselig forstummende forsamlingen, for ind blev båret af yndige ungmøer, i lette gevandter, bugnende fade med kød udskæringer af bedste karat, fra eksotiske dyr, til kendte racer, noget kunne flyve, noget var med klove. Det var mageløst, og det oplyste selskab var nu klar over at DM 2016 ville blive noget helt særligt.
Også dag to startede i det kulinariske område, med bugnende morgenbuffet, hvor der var sødt og salt i en herligt overdådig blanding.
Efter korrekt indtag af for mange kalorier, var det tid for det længe ventede søslag. I opfriskende vind, som aldrig blev så meget at det var farligt, og måske reelt var lidt mindre end det skulle være, stævnede de 33 kombattanter ud til slagmarken. Baneteamet, med baneleder Jan Madsen, KDY havde lagt en kort bane, ca. en dagssejlads fra havnen, så med udsigt til Hven og de bugtende Svenske landskaber kunne, sejladser endelig sættes i gang.
Første sejlads blev fortjent vundet af Otto, men det var så også sidste gang vi så noget til ham, da hans sociale kalender eller var det almindelig træthed betød at han forlod slagmarken, inden dagen var slut. Efter første sejlads, som blev afviklet under Oskar, var det tid til at de to irriterende heldige sejlere strammede hjelmen, lagde elastikken dobbelt og gav den gas.
Og ja, de var heldige, ikke dygtige men heldige, og de snød sikkert også, for de sejlede godt nok stærkt!
Eneste som blandede sig lidt i topstriden var Michael Staal, Dragør Sejlklub, som nappede en første plads. Og hvem ved, hvad det ikke kunne havde endt med for den gode Hr. Jernmand, hvis bare han omsatte sit taktiske overblik og gode fart til også at runde alle mærkerne.
Man kender jo typen, juryen er væk, er langt foran, så det der med at runde alle mærkerne, det er der jo ingen der ser, så et afvisermærke til eller fra, hvem tænker på dette når vi alligevel har været sådan ca. i området, så må det vel være godt nok.
Men den god Hr. Staal er jo en hædersmand, så da fejlen forplanter sig i hans nervesystem, og det visuelle som er løbet ind igennem øjnene, og han derved for aktiveret hjernen, som efter signe havde været travl optaget af at tælle skyer, eller bølger, for han oplyst baneledelsen om at han desværre ikke kunne tages i mål, da han jo ikke havde sejlet hele banen rundt. Trist trist at så rutinerede kræfter igen vælger at spilde sin tid på sådan facon.
Og de to herrer, som vi ikke vælger at nævne var igen heldige de næste par sejladser.
I tiltagende strøm kæmpede feltet med realiteterne, og begyndende skavanker i bevæge apparater, og med nødvendigt knap 100 meters overhøjde til topmærket, pga. strømmen, blev de korte opkryds til meget lange opkryds, og de korte læns afviklet i ekspresfart.
Dag 2 sluttede som dag 1, forsamlet om grillen, hvor pølser med krudt, og dåser med læskende drikke fik genoprettet kalorie balancen, så ingen skrumpede ind til det bare ingenting.
Status var efter dag to at de to unævnelige mega heldige typer, var et og to, mens der var hul ned til de næste sejlere, som jo havde været mindre heldige, men jo var de bedste og havde sejlet mest, men bare været mere uheldige.
Efter aftersail, og den lette grill snack gik sejlerne direkte til DM festmiddagen. Og hvilken festmiddag, med specialiteter fløjet ind fra hele verden, eksotiske salater, og Italiensk gris og vin fra Spanien, så var der lagt i ovnen til endnu en kulinarisk optur.
Aftenen blev til nat, og natten blev til morgen. Men ak, det var ikke kun de lidt snøvlende morgentunge slørende sejlerøjne som spillede alle et puds, men havnen var indhyllet en mystisk tåge, ja vel nærmes som tågen efter et større slag, kunne man høre skrig i det fjerne? Men nej, det var nogle andre stridsmænd, som havde lagt deres stævne forbi Nivå havn, da ruten for de andre Jernmænd havde deres cykelrute kørende forbi Finnjolle DM, så lyden af hårdtpumpede dæk på carbon hjul fyldte luften.
På dagen var også hjemmeværnet udkommanderet til at styre trafikken for alle publikummerne, som skulle se afslutningen på Finnjolle DM sejladserne.
Og hvad så, jo morgenmaden var glimrende, men hvad med den vind? Efter meget snak om den vind som ikke var der, valgte Jan at sende alle på vandet.
I let tiltagende vind fra syd, og sol fra oven stod det resterende felt ud af havnen ved 12-tiden. Men, men, men, med meget lidt vind fra en sydlig retning, og alt vandet som var ved at løbe ud af Øresund, betød det at selv de bedste intentioner ikke rakte. Efter 2 timers venten, med alle mærker lagt ud, måtte alle erkende at dette lod sig ikke gøre og stævnet sluttede af med AP over A. På land ventede igen det forbilledlige, eksemplariske hårdarbejdende DM crew med aftersail, grill og rigelig væske.
Og hvad kan vi sige om DM 2016? Jo Thomas Mørup-Petersen havde et bundniveau som ikke er set i mange år, stabilt sejlende, med fart overskud og taktisk forståelse, samt starter som sad i skabet. Kun Christian Gunni, kunne reelt true en stærkt sejlede Thomas, så helt fortjent kunne Thomas Mørup-Petersen, VSK kåres som Danmarks Idrætsforbunds Danmarksmester 2016 i Finnjolle, med Christian Gunni, KDY fulgte efter til sølv, og Kenneth Bøggild, VSK bronze.
Og nej de to som fik det ædle metal var ikke heldige, eller snød eller andet, de var bare bedre end alle os andre den weekend.
/Kenneth Bøggild