Er der plads til flere Finnjolle fleets i Danmark?

I Finnjolleklubben har vi gennem mange år arbejdet med at øge interessen for at sejle Finnjolle. Det har ført til en god udvikling i antallet af sejlere, der har prøvet kræfter med jollen. I gennemsnit er vi over de sidste 25 år blevet stadig flere.

Vi har også stillet os selv det spørgsmål, om der er potentiale til, at vi kan blive endnu flere?
Hvorfor er det næsten udelukkende på Sjælland og i København, at der bliver sejlet Finnjolle?

Veddelev i Roskilde Fjord blev på få år et centrum for Finnjolle sejlads

Da vi ikke selv sidder inde med svarene, så vil vi prøve at, høre hvad andre sejlere i Danmark mener. Er der perspektiv i at gøre en indsats for udbredelse af Finnjollen til flere sejlsportscentre i Danmark end de nuværende i Veddelev, Vallensbæk og Dragør?

Som inspiration bringer vi en artikel om etableringen af Finnjolle sejlads i Veddelev, samt udtalelser fra formændene i Veddelev Bådelaug og Dragør Sejlklub.

Et tilfældigt møde udviklede sig til DK’s største flåde af Finnjoller (af Frank Høyer Rasmussen)


En formiddag i maj 2018 gik jeg i min forhave og ordnede lidt bede. En bil kørte forbi, men stoppede og bakkede hurtigt tilbage. En mand stod ud. Ved nærmere øjekast kunne jeg se at det var Peter Nielsen, som for en del år siden var gast på min Grinde. Vi havde ikke set hindanden i flere år, men hurtigt kom snakken i gang om de gode gamle dage, hvor vi sejlede sammen.

Peter fortalte at han havde sejlet OK-jolle i nogle år, men nu havde lyst til at prøve Finnjollen. Udfordringen var blot, at der ikke var andre Finnjoller i den sydlige del af Roskilde Fjord, og Peter ville gerne have nogen at sejle sammen med. Han havde netop købt 2 Finnjoller fra et dødsbo og tilbød mig at låne den ene og prøve det af?

Selv har jeg sejlet hele livet og bla. haft Optimistjolle, Ok-jolle, Folkebåd, Grinde, HR 352, H-båd og Drage. Da det var næsten 50 år siden, at jeg havde siddet i en jolle, så jeg bed ikke på i første omgang – men sagde, at en dag med godt sejlvejr ville jeg gerne prøve, og så kunne han jo ringe til mig.

Et par dage senere var vejret faktisk ret godt med fuld sol og ca. 5-6 m/sek og så ringede Peter. En time senere mødtes vi på Roskilde Havn, hvor jollerne dengang befandt sig. Vi fik hurtigt rigget til og efter lidt instruktion om trim linerne sejlede vi ud på fjorden. I starten var der ikke så meget vind, men senere friskede det op, så det var muligt at plane. Alt det fede, jeg huskede fra min tid med jollesejlads, var nu pludselig tilbage og jeg var helt solgt – det var så fedt.

Da vi kom tilbage på land, foreslog Peter, at jeg købte en jolle, hvilket jeg var med på – dog med den betingelse at sejladsen skulle foregå fra Veddelev, hvor jeg har boet tæt på havnen siden 1982. Det var ok for Peter, og den næste dag flyttede vi jollerne til Veddelev og så var vi i gang.

Ambitionen var fra starten, at vi skulle have nogen flere at lege med. Vi kontaktede hver for sig nogen af sejlerne i vores netværk, som samlet set er ret stort. Vi fik anskaffet et par ældre joller mere, så der var noget at sejle i. I løbet af kort tid var vi en lille gruppe på 6 sejlere, der mødtes ugentligt. I starten var vi meget aktive for at opsøge kandidater, som vi mente var oplagte til at sætte i en Finnjolle.
Det viste sig hurtigt, at en oplagt kandidat til at blive Finnjolle sejler er en der:

=> Har dyrket jollesejlads tidligere
=> Er i nogenlunde fysisk form
=> Gerne vil dyrke motion og holde sig i form – blot det også er sjov
=> Har en alder mellem 35 –? år
=> Selv er en del af et sejlernetværk, der kan trække flere med
=> Passer ind i denne aktuelle og data baserede oversigt over sejlernes vægt, alder, erfaring mm.

Vi tog også kontakt til Dansk Finnjolle klub, som støttede os aktivt med viden og fremmøde på havnen. De var meget hjælpsomme med gode råd og anvisning af, hvor der evt. var joller til salg. Herfra udviklede det sig yderligere – det bredte sig som ringe i vandet. Det første år blev vi over 10 Finnsejlere, og vi kunne se, at det ville fortsætte. Det blev en udfordring at skaffe joller, så vi begyndte at købe joller i udlandet, hvor der er et større marked.

Aktuelt er vi nu 28 Finnjolle sejlere i Veddelev.  Vi sejler kapsejlads ugentligt hele året og efter sejladsen grilles der pølser og hygges med en mole-øl.
Vi har fået opbygget et godt kammeratskab, hvor vi hjælper hinanden med stort og småt.
Sejladsmæssigt har vi udviklet os meget og ved DM 2022 med over 30 deltagere gik de første 3 pladser alle til Veddelev sejlere.
Det skal nævnes, at siden havnen i Veddelev blev bygget i 1980 har der før 2018 aldrig været en Finnjolle i Veddelev.

Det viste sig, at der hos mange erfarne sejlere er et latent behov for at sejle jolle igen – man skal blot lokkes på vandet en enkelt eller 2 gange – så bliver man bidt og går på jagt efter at købe egen jolle.
Når ovennævnte kan lade sig gøre i Veddelev, så kan det lade sig gøre mange steder i Danmark – blot der er nogle ildsjæle, der vil skubbe det i gang.
Det kunne være dejligt, hvis vi kunne inspirere til noget tilsvarende i andre sejlklubber. Fra Veddelev stiller vi sammen med Dansk Finnjolleklub gerne op og videregiver vores erfaringer til andre sejlklubber.

Formanden for sejlklubben Veddelev Strand Bådelaug, Per Juel Hansen, ser Finnjolle aktiviteterne som et stort aktiv for klubben og siger:

”Finnjolle sejlerne har med deres ugentlige sejladser året rundt skabt nyt liv i klubben. Vores jolleplads er blevet ryddet op og sat i system. Det summer igen af aktivitet også i vinterperioden, hvor det hele ellers ligger stille hen. Vi har fået en del nye medlemmer og der er også kommet Finnjolle sejlere ind i vores bestyrelse. Vi håber, at jolleaktiviteterne kan spredes til andre jolletyper, og måske der igen kan skabes grundlag for en juniorafdeling?”

Formanden for Dragør Sejlklub, Mik Jensen, har observeret hvordan en flok Finnjolle sejlere i mere end 25 år sat deres præg på havn, vand og klub:

”Blandt Dragør Sejlklubs medlemmer er der en gruppe Finnjolle-sejlere, der, året rundt sejler 2 gange om ugen. En aktivitet der bidrager til liv i klubben og på havnen. Og blandt “landkrabber”, der går tur på havnen, vækker det respekt, når sejlerne i vintermånederne tager på vandet iført våddragter, hue og vanter.

Jeg ser Finnjolle-sejlerne som medlemmer, der er med til at sætte klubben på landkortet, når de med deres deltagelse ved stævner i ind- og udland repræsenterer klubben. Og klubben bakker op om sejlerne bl.a. i form af afholdelse af det årlige åbne Dragørmesterskab for Finnjoller. Et stævne, der ikke kun tiltrækker sejlere fra hele landet men også fra vores nabolande.

For sejlklubben er det også et værdifuldt aktiv, når erfarne Finnjollesejlere deltager som frivillige i klubbens andre aktiviteter og ikke mindst, når vi holder vores nationale/internationale stævner og teambuilding sejlads for vores sponsorer.”

Hvad mener du?
Hvad vil det gi´ til sejlsport i Danmark?
Hvem skal sejle i jollerne og hvor bor de i dag?

What’s not to like?

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.