Stævner

Flæske Cup 2022

Eventyrligt vejr, mange deltagere og nyt format kendetegnede årets Flæske Cup.

28 joller ialt fandt vej til Vallensbæk Sejlklub i den forgangne weekend, hvor Køge Bugt lagde vand til en organiseret træningsaktivitet lørdag og den berømte Flæske Cup søndag. Konceptet med at kombinere træning og kapsejlads blev besluttet på vores generalforsamling i august og viste sig at leve op til deltagernes forventninger. Så det er kommet for at blive. Kun få deltog ikke i begge begivenheder.

Som en anden nyhed gik Flæske Cup internationalt. 2 svenske, 4 tyske og 1 islandsk kollega mødte frem til både træning og kapsejlads.

Lørdagens program var lagt i samarbejde med træner Per Baagø. Tidlig briefing i klubhuset og start på den første øvelse på vandet kl 10 præcis. Vi havde en jævn til frisk vind fra sydvestlig retning, som satte en fin søgang og især gav mulighed for at træne lænseteknik. Men Per havde med sit forkundskab til os valgt at prioritere øvelser, der i langt højere grad fokuserede på, at vi skulle observere, tænke/planlægge og udføre vores sejlads bedre. Til det formål blev der lagt forskellige baneformater og konstant justeret mærker, som udfordrede alle de nævnte parametre: at observere løbende, at tænke og justere planer hele tiden, samt omsætte planer til handlinger på vandet.

Efter lørdagens 2 træningspas afbrudt af en solid frokost kunne Per konstatere, at vi reagerede positivt på dagens øvelser. Det kunne han aflæse på, hvor meget mere tid vi brugte på at observere, og den måde vi udførte vores kryds og lænsere med væsentligt mindre fløj huggeri.

Flotte forhold på Køge Bugt. (foto: Kenneth Bøgild)

Søndag morgen var Flæske Cup dag. Og Flæske Cup var kommet hjem til far (Kenneth Bøgild) efter at være blevet lånt ud til Veddelev Bådelaug de seneste 2 år. Fælles morgenmad med bacon (selvfølgelig), æg, bagerbrød, pålæg, øko æblejuice, kaffe osv. satte en god ramme og stimulerede til den senere flæskesteg.

Solskin og 18 graders varme, samt en sydøstlig vind med 4-6 m/s satte en yderligere god stemning. Det var et stærkt felt, som var på banen med alle de topplacerede danskere fra DM, de 2 bedste svenske sejlere og en ex verdensmester og regerende international dansk mester fra Tyskland.

Med et kompetent banelederteam bestående af Kenneth og farmand, med Per Baagø til at lægge og flytte mærker, var vi hurtigt klar og første start gik til tiden. Herefter fulgte 3 yderligere sejladser i ca. samme forhold, og med kun 1 omstart var der ikke meget spildtid. Vi blev hold til ilden og der var ild i sejlerne. Lørdagens læring skulle omsættes til bedre kapsejlads. Feltet var samlet og mange mærkerundinger præget af tæt trafik. Enkelte gange lidt for tæt men uden skader på båd og relationer mellem sejlerne. Måske var der lidt for meget ild i Otto Strandvig, der allerede i første sejlads fik havari på roret og derfor ikke var med i resten af sejladserne.

Det var ikke den store overraskelse, at den regerende internationale danske mester, Thomas Schmid fra Hamborg, sejlede solidt og uden at være egentligt truet på sejren. Han er altid en populær vinder. Søren Kjær fra Veddelev Bådelaug blev en ligeså populær nr 2 og bedste dansker efter en stabil serie. Søren er blevet nr 2 i alle 3 større stævner i DK i år: Polyester Cup, DM og nu Flæske Cup. Dermed kandiderer Søren klart til titlen som årets 2’er, hvilket i denne sammenhæng er en stor ros.

Søren Kjær i perfekt balance. (foto: Kenneth Bøgild)

På 3. pladsen kom Stefan Sandahl fra Limhamn med bla. en flot 1. plads i 3 sejlads. Stefan har været stabilt godt sejlende hele året og især i de internationale stævner. På 4. pladsen kom Allan Hansen, Kastrup Sejlklub, ind med 3 topplaceringer og en enkelt i den tunge ende. Især 1. pladsen i den fjerde sejlads var godt sejlet.

Tilbage på land fik vi en perfekt stegt flæskesteg af den bedste kvalitet. Selvom der blev gået til den, så kunne vi ikke spise op. Og det er en del af konceptet.

Endnu en nyhed blev introduceret til præmieuddelingen, hvor de 3 bedst placerede, i bedste ungdomssejler stil, fik overrakt medaljer. Medaljerne er specifikt designet til begivenheden og en tydelig reference til omdrejningspunktet for begivenheden – den gode steg.

Per Baagø supplerede med observationer, analyser, gode råd og visning af video fra sejladsen. Vi glæder os til næste gang Per!

Kenneth og farmand blev rost på behørig vis for deres store indsats med at organisere og sætte rammerne for en perfekt weekend. Også tak til Vallensbæk Sejlklub for at lægge faciliteter til. Nu bliver en stor del af jollerne stående i Vallensbæk, som er 1 af 2 vintertræningssteder i DK. Det andet sted er selvfølgelig Veddelev.

Den tydelige reference til flæskestegen gør denne medalje unik. Hvem vil ikke gerne vinde den? (foto: Kenneth Bøgild)
Resultatliste Flæske Cup 2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.