Foromtale stævner

Finn Gold Cup 2024 i Århus

Pludselig gik det stærkt. Gold Cup – vores verdensmesterskab – skulle efter planen være sejlet i Anzio i Italien i år. Men dernede fik de en udfordring med ‘port authorities’, som ikke lod sig løse. Sailing Århus havde lagt billet ind på at afholde Gold Cup 2025. Med kort varsel sprang Sailing Århus dog til med et bud på at overtage 2024 Gold Cup.

Alle er glade. Det bliver et stort stævne og mange sejlere husker stadig, hvor godt det var sidst, da Gold blev sejlet i Århus. Det var i 2018 i sammenhæng med verdensmesterskaberne for alle OL klasserne. Dengang var det primært de yngre OL sejlere, der stillede op. Desværre stoppede mange af disse sejlere, da Finnjollen mistede sin plads i OL. Heldigvis er nogle af dem begyndt at sive tilbage i Finnjollen af den simple grund, at de synes det er sjovt og måske endda sjovere end det de ellers har forsøgt sig med. Århus er et aktiv for at få flere af disse sejlere til at gøre comeback i klassen.

Foto: Robert Deaves, Århus 2018

På vanlig vis har Sailing Århus helt styr på arrangementet. Du finder allerede nu stævneinfo, notice of race, tilmelding osv via linket i vores kalenderoversigt. Tilmeldinger er der sørme også.

I Finnjolleklubben vil vi benytte anledningen til igen at sætte fokus på den sjove og sunde leg på vandet i enmandsjoller. Sidst vi gjorde dette var i 2019, hvor Finn World Masters blev sejlet i Skovshoved med KDY som vært. Det gav i tiden op til stævnet mange nye medlemmer, der ville prøve kræfter i så stort et felt, som vi jo samler.

Vi håber på, at den samme effekt kan skabes, når vi nu begynder at lave reklame for Gold Cup og muligheden for, på hjemmebane, at sejle mod nogle af verdens bedste sejlere.

Det var også en oplagt mulighed igen, som i 2019, at lægge vores Danmarksmesterskab umiddelbart inden Gold Cup. Rigtig mange udenlandske sejlere er interesseret i at prøve farvandet af og vi får skabt endnu mere opmærksomhed for vores sport pga højt niveau og deltagerantal. Egå Sejlklub sprang hurtigt til med et rungende JA. I mange år har Egå Sejlklub arbejdet aktivt for at skabe et storjolle aktivitetscenter. Nu kan vi arbejde sammen om at rekruttere deltagere til DM og Gold Cup i nærområde og opland til Århus bugten. Antallet af potentielle jollesejlere er enormt. Det er typisk mænd (når vi taler Finnjolle, men også kvinder når vi taler andre joller), der har mistet lysten til kapsejlads i de store både, har været gaster og nu vil prøve selv, er kommet i tanke om hvor sjovt det var engang, og nu ser at alder og økonomi ikke er en hindring for at sejle jolle.

Her på vores hjemmeside kan du under menupunktet ‘Sejlerne’ læse individuelle sejlerportrætter og mere om de meget forskellige personer, som har kastet sig over Finnjollesejlads. Kontakt gerne de grupper af sejlere, som du kan finde frem til under punktet ‘Fleets’. Mød dem og tal med dem på havnen. Måske giver de en småkage.

Har du gode ideer til, hvordan vi kan gøre 2024 til endnu et rekrutteringsår for Finnjollesejlads? Så deltag i arbejdet om at komme ud med budskabet i Sejler Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.