Gold Cup 2022

3 danske deltagere tog til Finnjollernes VM i Malcesine, Gardasøen, hvor sejladserne sluttede lørdag 21. maj.

Vi har modtaget en god rapport fra Otto.

PJ Postma vinder Gold Cup 2022

Gold Cup er stævnet hvor man har mulighed for at få sit navn på en pokal i selskab med Paul Elvstrøm, Lasse Hjortnæs og Ben Ainslie og det blev i år afholdt i Malcesine på Gardasøen.

Søen er kendt for det termiske vindsystem Ora’en, der sender kold bjergluft fra nord indtil kl 10-11 om formiddagen og varm vind fra Po-sletten fra kl 13-14, ofte i rigelige mængder fra begge retninger.

De tre danske deltagere fik husly i nogle af de små familiehoteller, der hænger på de stejle skråninger, der omkranser den nordlige del af søen. Sejlklubben i Malcesine har ikke mange kvadratmeter at gøre godt med, men italienerne er mestre i at få plads til mange både, trailere, telte til måling af både og så en dejlig restaurant hvor der igennem ugen blev sagt mange kloge ord om vind, trim og taktik.

Jens Kristian var målerlærling hos Andrew Blasse, der bl.a. målte både til OL i Tokyo og JKA er nu klar til svendeprøven, når EM skal afholdes i Kiel, 15-21 august, hvor han skal være Målermanden.

Første kampdag startede med 10-12 m/s kold morgenluft fra nord men endte i ingenting da søndenvinden skulle have indfundet sig. Gardasøens vindmaskine var i stykker!

Bagud på sejladser stod anden- og tredjedagen på tre sejladser af 60 minutter, hvor Jens Kristian shinede på andendagen med en 5 og en 12 plads pga weltklasse krydsfart op i midten af banen og hvor Deres Udsendte knækkede rorpindsforlængerbeslaget i anden sejlads og i processen fik ram på en lokal basketspiller, der fik separeret dæk og skrog.

Martin lavede fantastiske starter i alle sejladserne men var ikke så gode venner med Garda’s specielle forhold og med den megen trængsel, når 110 både vil runde det samme mærke samtidigt.

Tredje dag startede let og med kappetryk på under 30kg rundede Deres Udsendte topmærket som 1’er, en føring, der hurtigt blev sat over styr i de svært fuskede forhold. Normalt skal man i Malcesine helt i bund på venstre side af banen og man ender med at småplane på foranfortværs ud til topmærket. De tre første sejladser og første opkryds i fjerde sejlads var det system sat ud af spil og man skulle i stedet ramme højre layline 4/5 oppe ad banen. Resten af sejladserne var forholdene ‘normaliserede’ så resten af stævnet galdt det om at komme helt under klipperne i fuldt firspring. Kunne man holde sin bane blev det til en top-20 – mistede man sin bane var det farvel og tak og man skulle være heldig for at komme i den bedste halvdel.

De 1400 km til Garda kan klares på en dag hvis man starter tidligt og er man til Rødby Puttgarten er lokaltipset fra tyskerne at køre Hannover – Leipzig fordi man slipper for noget vejarbejde på A7.

Otto Strandvig blev bedste dansker på 19. pladsen, Jens Kristian Andersen blev nr 36 og Martin Mikkelsen nr 73.

Resultatlisten

Beretninger fra Robert Deaves om VM på dette link 2022 Gold Cup.

Jens Kristian Andersen (i blå T-shirt og kasket) er nu også international IFA måler og er i gang med indmåling af joller til Gold Cup.

Leave a Reply

Your email address will not be published.