Husk at skifte til vinterdæk!

Er du klar til vinteren?
Eftersom mange sejler Finnjolle hele året, og vi netop har været gennem sommeren, hvor man har brugt mere tid på at sejle end på at kigge på udstyret, er hermed en lille gennemgang af de punkter, man bør checke, mens det stadig er varmt og behageligt at ordne. Listen er ikke udtømmende, men et godt sted at starte.

Sikkerhed først!

Er båden tæt? Her tænkes ikke på om der kommer et par kopper vand ind når man har sejlet i god vind et par timer, men om den er tæt til en kæntring. Mens vandet stadig er varmt, og der er mulighed for dage med let vind. Tag på vandet og lav kæntringsøvelse. På begge halser. Der skal efter sådan en tur ikke være nævneværdigt vand i jollen opdriftstanke. Og så kan du jo også lige øve dig i at komme op i jollen igen. Det er ikke helt nemt. Når vintersæsonen kommer bruger erfarne (+ 30 år i jollen) Finnjollesejlere en god varm våddragt. Den kommer der nemlig ikke hul på, og så meget vand ind i, at du ikke kan komme op i jollen igen, skulle uheldet være ude ved baileren eller sværdets agterkant. Den beholder også sin isolationsevne ved de forhold.

Devoti finnjoller er primært utætte i agterrummet, eller rettere, det er her man søber vand op. Årsagen er for ældre både utæt slange mellem mastefod og cockpit, mens alle årgange kan være blevet utætte ved mastefoden eller langs sværdkisten. Langs sværdkisten skal der lægges en ny fuge, og så er det problem løst.

Mastefoden på en Devoti er en Plastik Mastefod som kører i en kanal/spor i bunden af båden direkte oven på Gelcoaten (Se billedet nedenfor). Over tid samler der sig materiale her, som sliber gelcoaten væk og til sidst også glasfiberen. Tag masten ud, skru de 6 bolte som holder mastefoden ud, og få gjort ordentligt rent i mastesporet. Der er gevind indstøbt i området, så der er ingen problemer med at få det til at holde igen. Ser det fortsat fint ud, så køb noget Teflon tape og sæt fast i båden, således at der ikke slides mere af. Ved meget sejlads, og pump på læns, eller et par kæntringer i mudret/sandet farvand, så er dette et slidområde som kræver årlig opmærksomhed.

På billedet nedenfor kan man se en elastik som bruges til at holde mastefodsjusteringen sammen med en fastspændt sjækel på vantskruen og en halv sjækel som krog.

Roret

Roret skal også efterses. Sidder rorpinden fast på roret, og er alle beslag fastspændt og ikke ved at forsvinde i hvidt pulver? Det kan anbefales at skifte ’rorpindsforlænger gummiet’ en gang om året, da der kan ske brud oppe i selve forlængerrøret. Lader man være kan man være heldig at møde nye venner under kapsejlads mens man absolut ikke har styr på jollen. På ingen måde anbefalesesværdigt! Sæt roret på jollen, og check at fjederen som skal forhindre at roret forsvinder ved en eventuel kæntring fungerer som den skal. Ved kæntringer har ror det med at sejle i den modsatte retning af jollen og rorsmand.

Sidde ud stropper

Hængestropperne skal efterses og de snore som holder dem på plads, samt de som kan justere længden. Er alt fint, og er der en knude for enden så den ikke pludseligt bliver for lang? Er der en elastik til at holde den oppe, så du ikke skal bruge mental energi på at få fødderne under?

Trimliner:

Trimliner. Er de alle hele og fine, og så lange at de kan slækkes nok, og så korte at de kan trimme sejlet nok ? Har du endeløse liner, så skal de være så korte at når blokken er fremme ved mastefoden (Helt slæk), så er den stram. Er de længere end det, så kommer de i karambolage med skødet eller andet en dag du ikke har brug for det. Om trimlinerne skal gå over eller under løjgangen, og hvor bøjlerne skal sidde eller om du bruger øjer, er en smagssag. Men sørg for at gøre det simpelt, så du ikke skal tænke over det.

Trimliner arrangeres således at den forreste er Cunningham, derefter indhal, udhal og Kickingstrap. Sådan er det bare. Basta Bum!

En 8mm kvalitetselastik sættes som sværdnedhal og skal være så stram at det kun kan sættes når sværdet er halvt nede. Det er på vej ud af havnen man skal huske det, men er elastikken for slap så kommer sværdet ikke op når man er væltet hele vejen rundt.

Masten:

Tag masten af, og gennemgå den for at se at alt sidder hvor det skal, og at der ikke er revner eller andre skader på kulfiberen. Det er nu faldet checkes omkring ’kuglen’ på wiren for at sikre at der ikke er røget et par kordeler. Eller den er på vej. Det er nemlig så meget lettere at skifte til nyt fald inden wiren knækker. Skal du skifte, så skær faldet over lige efter wiredelen og sæt enden på det nye fald fast på det gamle fald, der hvor du netop skar. Tape og/eller en syning kan bruges. Træk det nye fald forsigtigt igennem, og du er nu klar til at sejle.

Check at Dynema snoren som bruges til kickinstrappen er hel, og at der er lavet splejsninger til fastgørelsen på kickingstroparmen. Dynema mister utroligt meget styrke ved knuder, så derfor splejsningen. Længden skal være således at når sejlet er hejst, og kickingstrappen er helt slæk, så skal kickingstroparmen ligge helt oppe ved bommen, når der er 1 cm op ned bevægelse på dynema snoren. Kun på den måde har du justeringsmuligheder nok til sikker læns og hurtig skæring.

Hvis dit mastespor har været ‘snadsket’ over tid, så kan der være slebet lidt af mastebunden. Dette checkes ved at måle om der er 56 cm fra toppen af mastekraven til bunden af masten. Er der mindre skal man overveje at få sat en forlæner (Plastik) i bunden af masten.

Bommen

Tag bommen af og check at bombolthullet stadig er nogenlunde rundt. At Kickingstroparmen sidder fastlåst som den skal. Check også at udhalet løber let, og at der ikke er begyndende slid på noget af tovværket inden i masten. Check også at beslagene ved skødet er fint, at der ikke er for meget ir under metalbeslagene eller slid på snorene som holder skøde og blok på plads.

Efterse også at skødet er helt og fint, samt at Skraldeblokken (Harken har specielle krav her hvis du bruger deres U-bøjle, check på deres hjemmeside) sidder fast på den rigtige måde på svirvlen.

Sidst men ikke mindst: Lænseelastikken skal være 10mm absolut kvalitetselastik, med krogen til montage ved bøjlerne ud for masten inden den fastgøres. Er den ikke det, så kommer bommen ind under planing i bølger på læns, når du absolut ikke har brug for det😊

Med ovenstående på plads burde man være sikker på at få en nogenlunde sikker vintersæson.

Og nej, jollen skal hverken vaskes eller poleres inden eller under vintersæsonen. Det er kun sedimeter af madpakker og andet som fjernes for at skabe et behageligt arbejdsmiljø for besætningen.

Jens Kristian, DEN 246

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *